Charlotte Duncan Bertelsens astrologi artikler på www.worldofwisdom.dk
Klik her for at printe siden
Tilbage til artikler
Jesper Lohman - karismatisk forvandlingskunstner

Stemmen er dyb, og de ord, der kommer ud af munden, er hudløst ærlige. Håret er mørkt, og der sidder nogle interessante furer i ansigtet, samtidigt med at man fornemmer et magnetisk kraftfelt omkring manden, som er i midten af 40'erne. Blikket søger lidt væk og nedad. Stemmen tilhører skuespilleren Jesper Lohman, og World of Wisdom er kommet i dialog.

Så hvis du er på udkig efter film og teateroplevelser, der sætter dig i kontakt med dybe følelser og har en katarsis effekt på din sjæl, så skal du holde øje med denne mand. Han skildrer ofte meget karismatiske karakterer, der med en gnistrende intensitet leverer brændstof til sit publikum. Han fik sit folkelige gennembrud i tv-serien "Taxa" fra 1996-1997, og i "Forsvar" her i 2003. Han har også medvirket i nogle vellykkede danske film, hvoraf den mest bemærkelsesværdige er filmen "Lykkevej" fra 2003 samt "En kort en lang" fra 2001.

Ifølge Jesper Lohman selv er det, der kendetegner en del af hans roller ligesom Finn i "Taxa", Robert i "Lykkevej" og Tom i "En kort en lang" ofte mænd, der rummer mange indestængte følelser, og som ikke altid følger med i, hvad der foregår omkring dem. Dertil kommer, at de beskrevne karakterer i større eller mindre grad er sårede personer, som taler til de fleste af os på et eksistentielt niveau. Men Jesper er da også Skorpion med en Sol/Neptun konjunktion i 1. hus, så det er ikke så mærkeligt, at han bliver til en slags generator eller formidler af indre energi, der kan virke forløsende på sit publikum.

Jesper Lohmann: 30.10.1960
kl. 5.05 Hvidovre 55N39 12Ø29

Lykkevej

I filmen "Lykkevej" fra 2003, sættes scenen i et villakvarter i Valby, og man kommer tæt på nogle af "Lykkevejs" beboere. I hovedrollen ses overklassekvinde Sarah der sent i 50erne, nyligt er blevet skilt fra sin mand, da han har forladt hende til fordel for en yngre kvinde. Hun gennemgår i løbet af filmen en forvandlingsproces fra at være stivnet i et meget privilegeret miljø i Hellerup til at skabe sig et helt nyt liv med lille hus i Valby og et rengøringsjob. Det lyder måske direkte banalt og kedeligt, men det er det langt fra! Den mystiske Robert (Jesper Lohman) er Sarahs nabo, og beboerne på vejen klager over ham, fordi han roder på sit fortov og spiller guitar om natten.

Men Sarah udvikler et varmt forhold til ham, og dømmer ham ikke. Det er Robert, der er med til at forvandle hende fuldstændigt, ikke kun i sine handlinger - han tager hende for eksempel med i sin taxa - men det er måden han gør det på. Han stråler af dybe følelser, der på bedste Skorpionvis har en forløsende og styrkende effekt på andre og i dette tilfælde Sarah. De nærmer sig hinanden på en inderlig og sårbar måde, der kryber ind under huden på en. Jesper Lohman skildrer med sin Sol/Neptun i Skorpionen i 1. hus trigon Månen i Fiskene i 5. hus, Robert som en person der er draget i indre eksil. Melankolien og den indestængte tilstand hviler over ham, fordi hans kone er død af kræft. Han har trukket sig tilbage i sorgen, og er blevet menneskefjern og ensom. Han er ved at bygge sit badeværelse, der aldrig rigtigt bliver færdigt, men som mest bliver til rod og kaos (Neptun). Men måske er det netop i denne tilstand af rod og sorg at Sol/Neptun i Skorpionen søger at rense sig selv for den emotionelle forurening, der hele tiden opstår, og som først har udspillet sig selv, i det øjeblik at hele følelsesspektret i sort og hvidt er levet igennem. Når man oplever Jesper Lohman præstere alle disse udtryk på film, er det et budskab til publikum om at turde mærke disse tilstande, og ved at komme ned og undersøge dem, kan man blive mere hel. I løbet af filmen sker der en rivende udvikling med dem begge; Robert tager sig sammen og rydder op, og Sarah får et helt nyt liv i Valby. Historien om kærligheden, der opstår under de mærkeligste vilkår, virker ægte og nærværende.

I interviewet udtrykker Jesper Lohman, at da han afsluttede teaterskolen, havde han en drøm om at transcendere publikum. I dag har han indskrænket sine forventninger til, at hvis bare en tilskuer kommer op til ham efter forestillingen med kommentarer, så er han tilfreds. I starten var det behovet for at hele verden skulle syntes, at det han skabte var godt, men efterhånden har Sol/Saturn holdt ham på et lavere forventningsniveau.

Jesper gav udtryk for, at det første år efter statens teaterskole, da han var i starten af 30erne, var meget hård. Han kunne vågne op om natten med angst, og frygten for at være uden et "jeg" blev nærværende, hvilket blev aktuelt fordi der ikke var noget arbejde til ham det første år.

"...så gik jeg ud på gaden og tænkte den næste person jeg møder, det bliver skæbnesvangert for mig, fordi det møde kan forandre mig fuldstændigt, i dag er det sjovt at gå rundt om gadehjørnet for jeg glæder mig bare til at se hvad der sker..."

"...sådan som jeg har det i dag mange år efter, så er det en kilde til forundring, netop som du siger måske skal der ikke være et egentligt jeg..."

Så måske er jeg'et dybest set en illusion, når man har et Sol/Neptun aspekt. Identiteten ofres til et højere formål, nemlig det at skabe og formidle til andre og derved får man selv succes med i købet og bliver til et ikon. En af Jespers tidligere instruktører sagde til ham engang, at det humanistiske aspekt i at være skuespiller, at være en kunstner der drives af at skabe for andres skyld, præcis er det essentielle. Således kan Sol/Neptun trives bedre ved ikke at udtrykke kunst for egoets skyld, men ved at indgå i en højere kollektiv sammenhæng, og lige netop der kan stor glæde og tilfredshed opstå.

Keld Petersen og melankoli

Som skuespiller er man nødt til at gå helt ind i de tilstande, som man udtrykker. Hvilket dybest ikke altid kan være lige nemt. Der eksisterer en del melankoli, sorg og tyngde i Jesper Lohmans horoskop vist af stortrigonen i Vand, der netop gør ham eminent som fantasifuld formidler, og som er med til at give ham succes. Men også både Jupiter og Saturn i Stenbukken og Pluto i Jomfruen i sekstil til hans Sol vidner om en stil, der med Jespers egne ord lyder sådan:

"...det er lidt det jeg altid har vidst og følt at det skulle svinge mellem de to store poler, det melankolske og det humoristiske..."

For at lege med denne tanke satte han selv en Cabaret op på cafe "Liva" i efteråret 2003, som ham selv spillede ene mand med stor succes. Cabareten var en fortolkning af Keld Petersen, og centrerede sig om hans monologer og viser. Teksterne drejer sig om en mands besvær med sig selv og kvinder, og hed "Ned med alting og op med humøret". Det viser sig at Lohman har flere indfaldvinkler til sin kunstneriske stil, fordi han Sol har flere kanaler at udtrykke sig igennem, dels det melankolske og sensitive i Sol/Neptun og Sol/Saturn og det humoristiske i Sol/Jupiter, samt det karismatiske og magtfulde i Sol/Pluto. Der er meget mørke, erotik og kamp i disse aspekter og helt klart en barsk side i Sol i Skorpionen sekstil Pluto. Jesper taler selv om en tidligere angst for fremtiden og om kampen mellem svære følelser og frygt, og at det først er nu, at han begynder at tro på fremtiden.

"...det er første gang i mit liv at jeg tror på fremtiden, det har jeg ikke gjort før..."

Som udtryk for Sol i Skorpionen i 1. hus sekstil Pluto i Jomfruen i 11. hus har han lige været med i forestillingen "The Full Monty" i efteråret 2003, som er baseret på filmen af samme navn. Historien skildrer en gruppe mænd, der beslutter sig for at sætte en streaptease forestilling op, for at komme ud af arbejdsløshed og mismod. De smider tøjet og forandrer deres liv. Nordlige Måneknude i konjunktion med Pluto i Jomfruen i 11. hus viser den fremtidige vej for Jesper Lohman som en vej med flere roller af erotisk karakter, måske nogle der relaterer til tabuemner og seksualitet, men også roller som spiller på det barske og hårdkogte det, at være en del af en gruppe. I 2007 bevæger progressive MC sig henover Pluto og mon ikke Jesper får et skift i karrieren, en stor rolle, når ud til masserne eller må forvandle sit spil yderligere. Det kunne jo også være at han blev far i sit private liv.
Jesper siger selv at han godt kunne tænke sig at bevæge sig bort fra de sensitive og meget melankolske roller til at udvide sit repertoire i en anden retning. Ligesom han gjorde det ved at spille den smarte og kontante forsvars advokat i tv-serien "Forsvar".

Om autoriter og kritik

Når man iagttager Mars i Krebsen i 9. hus i opposition til Saturn i Stenbukken i 3. hus, kan man godt se, at der har hersket en streng moral og en barsk kommunikation i Jespers opvækst. Hans far var håndværker og mente at han skulle satse på en ordentlig uddannelse. Han kunne blive voldsomt vred, og var hele tiden på nakken af ham, en udtalelse som: "Pas nu for helvede på at du ikke vælter den kop" er noget som sidder fast i bevidstheden. Han udlevede rollen som en streng og autoritær far, og det udspillede sig ofte i skænderier med faderen.

"...han kunne blive så hidsig og så vred som man simpelthen ikke kunne forestille sig det"

I filmen "En kort en lang" ser man Jesper i rollen som Tom, som bliver bedraget af sin kone. Hun er gravid med en anden og er ved at forlade ham. I lang tid har han ikke opdaget noget men pludselig, da det går op for ham, opsøger han konen og eksploderer i en ret voldsom og overbevisende vrede, som man lever sig stærkt ind i.

Mars er retrograd i horoskopet og dvæler i øjeblikket fra han er 41 år til 44 år på 15 grader Krebs. Den er faktisk tilbage ved sin fødselsposition, og vil fortsat være retrograd resten af hans liv. Sandsynligvis vidner det om, at det parforhold som Jesper lever i er meget signifikant og centralt for ham - Mars er descendant hersker og går fra nu af tilbage i tiden til det territorium, som den var i før hans fødsel. Måske har de to en stærk skæbne sammen, som må og skal manifestere sig nu. Det er som at gå tilbage i tiden og undersøge gamle emotionelle temaer, som måske kan inspirere rent arbejdsmæssigt.

Om at kæmpe med jalousien

Det markante T-kvadrat i Jespers horoskop mellem Månen Fiskene i 5. hus kvadrat Venus i Skytte i 3. hus og opposition Pluto Jomfruen i 11. hus vidner om, at man hengiver sig 200% til en partner. Kærligheden bliver heftig og intens og præges af angsten for at tabe den på gulvet, at se den forsvinde og dø, eller endnu værre at blive forladt. Jalousien er også noget, der har været og er en central følelse i Jespers liv; den har spillet en væsentlig rolle i nogle forhold bagude. Så måske vil vi se ham i flere roller, der tager fat i jalousi-følelsen, der får os andre til at mærke, at vi kan genkende os selv i den tabubelagte og pinlige, men meget velkendte tilstand. Måne/Venus/Pluto forbindelsen skildrer også et stort potentiale for transformation gennem forhold og kærlighed, og som det ses så tager også Sarah i filmen "Lykkevej" skridtet væk fra en smertefuld lidelsestilstand til at hengive sig til et nyt forhold og et helt andet liv. Det mærkelige er, at Jespers horoskop skildrer nogle af omstændighederne i hans roller... Sarah er netop nabokonen og afspejler hans Venus på 3. husspids! I t-kvadratet ligger muligheden for genfødsel gennem kærligheden i det øjeblik, man forpligter sig med et andet menneske. Der vil derfor altid være et stort potentiale for udvikling, og forandring når man knytter et bånd. Følelsen af angst for at miste kan i sidste instans føre til åndelige eller spirituel indsigt.

I sidste indstans er det menneskelige og uhyre genkendelige følelser, som det kræver stort mod og stort talent at mærke og formidle overbevisende. Begge dele er noget som Jesper besidder og vi glæder os til at se mere af dit arbejde! Held og lykke med den fremtidige karriere fra World of Wisdom!

Charlotte Duncan - 19.1.2004